Gitta Sereny - "Speer" - Indbunden udgave fra Forlaget Broe 2010 - 760 sider - Meget flot - Pris - 49,50 kr.

Fra 1942 og frem til Anden Verdenskrigs afslutning tre år senere var Albert Speer den næst mægtigste mand i Det Tredje Rige - kun Hitlers indflydelse rakte længere ud. Og der var gode grunde til at det netop blev ham, den dengang kun 37 årige arkitekt fra Mannheim, som Hitler betroede Tysklands overlevelse.
Takket være Speers utrolige overblik og fantastiske organisatoriske evner - evner, som holdt liv i våbenfabrikker, raffinaderier, og infrastruktur overalt i det tyskbesatte Europa, mens bomberne regnede ned - formåede Hitler igen og igen at snyde de Allierede for sejren. Og da det hele i foråret 1945 omsider var forbi og det europæiske kontinent var omdannet til et moderne ragnarok, anslog de militære ledere fra USA og Storbritanien, at de ville have været i stand til at afslutte krigen ét til to år tidligere, hvis de ikke havde været oppe imod Speers utrættelige indsats og enestående talenter som de facto leder af en krigsøkonomi.